under kastanjen

Hun sukker, og kigger sørgmodigt op på kastanjens lange, krogede grene, som strækker sig ud over en lille jordforhøjning midt på græsplænen. Netop denne dag er det 4 år siden, hun så sin bror blive begravet dette sted; under kastanjen. Han nåede kun at blive 7 år. Ingen ved, hvad der gik galt, en dag fandt Siri ham bare liggende død i sin seng efter, at hun kom hjem fra skole. Lægen kunne ikke finde ud af dødsårsagen, og man gik ud fra, at det var et hjertestop. Siri sidder tit bare på denne bænk, under det store kastanjetræ, og tænker over, hvad der mon egentlig skete derhjemme den dag.

Han undrer sig over hvad, der kan gøre Siri ked af det, normalt virker hun meget svær at skræmme, altid så alvorlig og stille, men noget er forandret i dag, han ved ikke hvad. Han holder øje med hende på afstand, og dufter de liflige dufte fra vintergækkerne i flor. Han skubber hatten, den sorte hat, lidt væk fra øjnene for at holde øje med hende ud af øjenkrogen.   

Solen er skarp i dag og skinner dem begge i øjnene. Han trækker hatten lidt længere ned over panden, mens hun sætter sig bedre til rette i skyggen. En lille musvit sætter sig foran hendes fødder, og kigger man godt, kan man se, hjortene der er brudt frem fra deres vinterskjul.

Han ser, musvitten tør gå hen til hende, og han gør så ligeså. Han går hen til Siri, og spørg om det er okay at han sætter sig.

Siri ser forskrækket op, for hun har ikke hørt ham komme. Hun undrer sig over at han kommer hen, hun plejer at sidde alene på denne bænk, men alligevel siger hun ja til ham.

Han spørger til hvad der er galt, Siri kigger lidt eftertænksomt på ham, og tænker, at hun nok godt kan fortælle det til ham, han ser jo hæderlig nok ud, men bare han ville fjerne den der hat der skygger for hans ansigt.

Siri bryder sammen, og fortæller ham det hele. Fortæller om hendes bror og hvor meget han betød for hende, fortæller om ingen kunne hitte ud af dødsårsagen, fortæller at hun savner ham.

Han sidder og hører på hendes historie, mens en varm salt dråbe fylder øjenkrogen, og triller ned af kinderne. Han stryger håret væk fra hendes pande, og kigger hende i øjnene, de dybe blå våde øjne. Han tårer tårerne væk fra hendes kind, omfavner hende, og lader hende vide at han er der for hende, beskytter hende. Han ser taknemmelighed i hendes blik, måske lidt lettelse?

Vinden får kastanjen til at svaje over hovederne på dem, og gud lægger på en måde hans hånd over dem, indeslutter dem i hans beskyttende kærlighed.

Hun fyldes med varme indvendigt, mens hun mærker hans ru bryst, mod hende. En svag hjertebanken tager til. Endelig en dreng som viser medfølelse og tør vise sine følelser for en pige, hun kigger ind i hans brune øjne, lader sig hensynke langt ind i dem.

En blomst fra kastanjen blæser ned, og lander på hans lår. Han samler den op, kigger lidt på den, og rejser sig. Han går stille hen til graven, ligger blomsten på den, og går tilbage til Siri igen, hun sidder glad, og taknemmelig.

De tager hinandens hænder, sender et sidste blik på graven, og går hen mod skolen.